Gang i midt- og vestjysk K-netværk
- Så er efterårets program for K-netværk Midt-Vest offentliggjort. Det er et mix af faglige og sociale arrangementer for alle, der arbejder med kommunikation i det midt- og vestjyske.
- Jeg var for et par år siden med til at starte det nye netværk, der løbende har budt på faglige arrangementer i et område, hvor der ellers ikke udbydes den slags. Nu udvider vi med uformel K-bar flere gange i løbet af efteråret. Tag vel imod! Læs mere her.
- Aug 18, 2010
Fagfestival - nye faglige input
- Hvert andet år afholder Dansk Journalistforbund en storstilet Fagfestival, hvor 1100 mediemennesker og kommunikatører mødes til 75 faglige sessioner med over 150 medvirkende.
- Naturligvis deltager Jeanette Lund Kommunikation som en del af min faglige udvikling og vedligeholdelse af mit netværk. Læs mere på www.fagfestival.dk.
- Aug 18, 2010
På fuld kraft efter barsel
-
Mandag den 2. august 2010 åbnede Jeanette Lund Kommunikation igen på fuld tid, efter at jeg har nydt et halvt års barsel med min lille søn Valdemar. Han er nu i trygge hænder hos sin far, der holder fuld barsel de næste måneder.
Jeg har brugt den sidste tid til at arbejde med vision, værdier og mål i min virksomhed. Når jeg er endelig færdig med det, kan du læse mere om det her på siden. Udover det jeg plejer at tilbyde, vil jeg i fremtiden fokusere mere på projektledelse og arbejder lige nu på - forhåbentligt - at få et par større projekter i hus. Mere om det senere, hvis det lykkes :-)
Jeg er stadig tilknyttet landdistriktsudviklingsprojektet Mulighedernes Land i Thisted Kommune og arbejder lige nu også med en hjemmeside for en mellemstor virksomhed på Mors.
Samtidig med mit nye fokus på projekter har jeg valgt at blive en del af kontorfællesskabet Starfish i Klitmøller. Her arbejder pt. seks enkeltmandsvirksomheder med web, IT, grafisk design, TV/video og projekter. Fremover vil jeg være der cirka tre dage om ugen og så et par dage på hjemmekontoret på Mors. Du kan læse lidt mere om Starfish i artiklen fra Thisted Dagblad her.
Jeg kan som altid fanges på min mail jl@jeanettelund.dk og mobilen 21 69 73 31. Ring for en uforpligtende snak, hvis du har et projekt, der skal tages hånd om eller en kommunikationsopgave, som du har brug for hjælp til.
- Aug 3, 2010
Nyhedsavis for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
-
På Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Ydby syder og bobler det med nye tiltag indenfor vedvarende energi. I nyhedsavisen Energi Revue, skrevet af Jeanette Lund Kommunikation, fortæller centeret om de mange aktiviteter.
Avisen er layoutet af ADventure. Den er nu trykt i 45.000 eksemplarer og udkom i juni måned. Læs Energi Revue - juni 2010 her.
- Aug 3, 2010
Fokus på forskønnelsen af Thy
- I den forgangne uge har Jeanette Lund Kommunikation hjulpet Thisted Kommune, projekt Mulighedernes Land, med at få problemstillingen omkring de tomme, forfaldne huse på dagsordenen. I Thy er man netop gået igang med en stor indsats for at forskønne området.
Projektet udsendte en pressemeddelelse, skrevet af Jeanette Lund Kommunikation, og det kom der blandt andet følgende ud af:
Kamp mod forfald indledt (Thisted Dagblad)
Ruinerne skal væk (indslag i TV/Midt-Vest)
Første hus faldt i dag (indslag i TV/Midt-Vest)Kommune river huse ned (DR Midt & Vest)
Pressemeddelelsen kan læses på Thisted Kommunes hjemmeside.
- May 7, 2010
Forårsseminar om landdistriktsudvikling
-
Turisme og bosætning er de to temaer, der er fokus på, når projekt Mulighedernes Land holder forårsseminar i Thisted Kommune mandag den 19. og tirsdag den 20. april 2010. Her er der ture til de projekter, som Thisted Kommune arbejder med og der er en række oplæg og debatter.
Jeanette Lund Kommunikation deltager i seminaret, og indtrykkene skal bagefter bruges i formidlingen af de mange projekter.
Turen går blandt andet til Frøstrup, hvor der arbejdes med oprydning og nyt liv i tiloversblevne bygninger. Der er også ekskursion til Bedsted, hvor ildsjæle arbejder med det udvidede landsbysamarbejde og der skal ses på indsatsen mod tomme huse i Vestervig.
De tre kommuner, der deltager i Mulighedernes Land, er Thisted, Lolland og Bornholm. De skal alle præsentere status for deres demonstrationsprojekter. Af oplæg kan nævnes Helga Madsen, der skal tale om inddragelse, forankring og exitstrategier og institutleder fra Syddansk Universitet Flemming Just der sammen med professor i rural sociologi Gunnar Lind Haase Svendsen skal tale om bosætning og sociale ressourcer.
I seminaret deltager involverede i projekterne fra de tre kommuner samt Realdania, der støtter projekterne, og konsulentfirmaet Hausenberg, der følger projektet.
Seminaret holdes på Sydthy Kurbad Konferencecenter og Hotel Thinggaard i Hurup og deltagerne får mulighed for at nyde en stund i kurbadet sent mandag aften.
- Apr 15, 2010
Retur fra barsel!
-
I denne uge er jeg retur fra barsel! Samtidig med foråret åbner jeg igen - og hvor er det skønt at komme i omdrejninger efter tre måneders fantastisk barsel!
Det er lille Valdemar, der har holdt mig godt beskæftiget, siden han kom til verden den 2. januar 2010. Nu tager hans far halv barsel, så jeg kan komme i gang med arbejdet igen på halv tid.
Jeg arbejder lige nu med udgangspunkt i mit hjemmekontor på Mors med udsigt ud over
Limfjorden - og tæt på Valdemar, som jeg stadig ammer. Hvis du ser mig ude
omkring, vil jeg derfor også stadig have ham under armen en tid endnu.
Jeg skriver i øjeblikket en række artikler til en profilavis om Nordisk Folkecenter for
Vedvarende Energi i Ydby. Derudover er jeg tilbage som fast tilknyttet
kommunikationskonsulent på "Mulighedernes Land".- Apr 14, 2010
Populærudgave af Skive Kommunes socialplan
-
Skive Kommune er i gang med at udarbejde en folder, der i et nemt tilgængeligt sprog fortæller om den 70-siders socialplan, som kommunens socialudvalg har vedtaget.
- Det er Jeanette Lund Kommunikation, der har stået for at gøre teksten lettilgængelig for pårørende og borgere. Folderen blev udgivet april 2010 og kan ses i en elektronisk version her. Skive Kommune har selv stået for layout og tryk.
- Dec 12, 2009
Bubber i THI-avisen
-
Jeanette Lund Kommunikation har hele 2009 været skribent på Thisted Handels- og Industriforenings blad "T". Seneste nummer udkom med et interview med Bubber om, hvordan han holder jul.

Læs interviewet og de andre spændende artikler her: http://www.thistedby.dk/om-thi/thi-avisen
- Dec 12, 2009
Evalueringsrapport for Energiske Thyboer
-
Projektet Energiske Thyboer har gået sin sejrsgang over hele Thy og er efterhånden blevet kendt i vide kredse. Jeanette Lund Kommunikation har hele 2009 stået for markedsføringen af projektet.

- Sidst på året har Jeanette Lund Kommunikation også bidraget til evalueringsrapporten særligt i forhold til dokumentation for den store kommunikationsindsats, der har været afgørende for projektets succes.
- Dec 12, 2009
Områdefornyelsesplan med stort borgerengagement i Frøstrup
-
Frøstrup By har fået midler fra Mulighedernes Land til at realisere et stort områdefornyelsesprojekt. Jeanette Lund Kommunikation har været proceskonsulent på projektet, som har haft fokus på borgerinddragelse.
- 200 mødte op til borgermødet og siden har 20-30 borgere været involveret i at udvikle og skitsere det store projekt. Jeanette Lund Kommunikation har løbende samlet trådene og har også været en af skribenterne på selve områdefornyelsesplanen, der skal til politisk godkendelse i starten af 2010. Læs mere her: www.mulighedernesland.dk.
- Dec 12, 2009
Cases og citater til Thy Stål-Bygs hjemmeside
- Thy Stål-Byg har lanceret ny hjemmeside, og det er Jeanette Lund Kommunikation, der har stået for teksten. I løsningen har vi arbejdet med at fortælle om Thy Stål-Bygs unikke kompetencer gennem en række cases og citater fra kunderne.

- Det giver troværdighed, når andre udtaler sig positivt. Det grafiske og tekniske bag løsningen har GrafiskHus stået for. Se den nye hjemmeside her: www.tsb.dk
- Dec 12, 2009
Gæstelærer på Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK)
- I denne uge er Jeanette Lund indbudt som gæstelærer på kurset "Moderne offentlig kommunikation", hvor offentlig ansatte bliver klogere på kommunikation. Kursusdagen handlede om "Interessentanalyse og kommunikationsplaner i praksis".
Kursisterne hørte om mine erfaringer med at udarbejde kommunikationsplaner i det offentlige. Jeg fortalte om et par konkrete kommunikationsplaner - og fortalte om, hvordan det hele så gik i virkeligheden.
Bagefter var de selv i sving med at lave interessentanalyse og kommunikationsplaner ud fra en case.Kurset holdes af Center for Offentlig Kompetenceudvikling og jeg har undervist holdene både i Århus og Aalborg.
- Oct 28, 2009
Ny hjemmeside og magasin til Handelsstandsforeningen
-
Thisted By har fået sin egen hjemmeside, hvor Jeanette Lund Kommunikation har skrevet teksten.

Det er THI (Thisted Handels- og Industriforening), der netop har åbnet www.thistedby.dk.
Derudover skriver Jeanette Lund Kommunikation løbende artikler om byens liv til "t" - THIs blad, som du på hjemmesiden kan se en on-line udgave af - eller følg linket her.
Designet på www.thistedby.dk og de tekniske funktionaliteter bag er udarbejdet af GrafiskHus.- Oct 20, 2009
200 til borgermøde i Frøstrup
-
I går aftes, den 29. september 2009, samles en tredjedel af Frøstrups borgere til borgermøde i byens kulturcenter. De 200 borgere sprudlede af ideer til byens fornyelse. Jeanette Lund Kommunikation er tilknyttet projektet og har stået for pressearbejdet op til borgermødet.
Målet med borgermødet var at få mange ideer som muligt på bordet, da byen har mulighed for at få seks millioner kroner fra Realdania og Thisted Kommune, hvis de skruer projektet rigtigt sammen. Der var en livlig debat og iderigdom ved de mange borde. Ideerne sammenskrives nu af Jeanette Lund Kommunikation og danner baggrund for det videre arbejde med at lave en egentlig byfornyelsesplan for byen.
- Sep 30, 2009
Seminar om kommunikationsstrategi
-
Miljø og Teknik i Randers Kommune vil sætte kommunikation på dagsordenen. Jeanette Lund Kommunikation har i den anledning stået for et heldags-seminar, hvor chefer, en kommunikationsgruppe og web-redaktører har arbejdet sig hen imod en strategi.
Samtidig har Jeanette Lund Kommunikation også hjulpet med at få den efterfølgende proces på skinner.
Heldags-seminaret var et miks af oplæg og gruppearbejde, og igennem dagens program, kom deltagerne så langt, at kommunikationsgruppen nu har et godt grundlag for at arbejde videre med strategien, der senere skal vedtages af chefgruppen.
Christina Lundbergh, projektleder i Miljø og Teknik, Randers Kommune siger:
- Takket være Jeanettes professionelle tilgang og store erfaring med kommunikation i offentlige myndigheder, er vi på kort tid kommet godt i gang med vores kommunikationsstrategi i Miljø og Teknik, Randers Kommune.- Sep 28, 2009
Jubilæumsskrift til Morsø Landbrugsskole
- Danmarks yngste landbrugsskole fylder 25 år midt i september 2009. I ugen op til husstandsomdeler skolen et jubilæumsskrift, hvor Jeanette Lund Kommunikation har skrevet en række artikler om tidligere elever, lærere, nuværende elever og andre med relation til skolen.
.jpg)
Skriftet ser fremad, da skolens forstander mener, at Danmarks yngste landbrugsskole mere har tiden foran sig – end bag.
I jubilæumsskriftet har vi arbejdet med at vise, hvad Morsø Landbrugsskole har betydet for de enkelte elever, der har gået der, lærerne, der arbejder der - og hvad det betyder for et lokalsamfund at have let adgang til uddannelse og efteruddannelse.
Jubilæumsskriftet udkommer i cirka 7000 eksemplarer og husstandsomdeles til samtlige jordbrugere i Thy, Mors og Salling i ugen op til jubilæet, der festligholdes med en reception den 12. august på Morsø Landbrugsskole.
Læs jubilæumsskriftet her.- Sep 4, 2009
Ny avis om Energiske Thyboer - som optakt til Energiske September
- Onsdag den 2. september 2009 åbner Energiske September med et brag af en åbningsfest. Som optakt til arrangementet har Jeanette Lund Kommunikation skrevet og redigeret endnu en avis om Energiske Thyboer.

Målet med avisen er at inspirere flere thyboer til at gå i gang med vedvarende energiløsninger. I avisen kan man møde energiske HTX-elever, ildsjæle der vil have miljørigtig fjernvarme samt læse mere om Thisted Kommunes klimaindsats.
Avisen udkommer til åbningen af Energiske September på Limfjordscenteret Doverodde, hvor Tamra Rosanes spiller sange fra sin nye klima-CD.
Energiske September er et festfyrværkeri af energi-aktiviteter som udstillinger, temamøder og "energiske onsdage". Læs mere om Energiske September på Thisted Kommunes hjemmeside: www.thisted.dk/energiskethyboer
Bag projekt Energiske Thyboer står Thisted Kommunes erhvervs- og udviklingsafdeling.

- Aug 28, 2009
Temaartikler om royalt besøg i Thy
- 45.000 husstande i Thy og på Mors får i disse dage bladet "t" ind ad døren. Heri har Jeanette Lund Kommunikation bidraget med en række temaartikler om Regentparrets besøg i Thisted mandag den 7. september 2009.

Avisen omhandler også to andre store begivenheder i Thy: Nationalpark Thy Marathon lørdag den 5. september og Træskibsejlads tirsdag den 8. september.
Thisted Handels- og Industriforening gør i dette nummer reklame for deres nye paraplyer - og i den anledning har min søn, Asbjørn på 7 år, leget fotomodel i sin fars store gummistøvler - se side 6 i bladet :-)
"t" udgives af Thisted Handels- og Industriforening (THI).
- Aug 28, 2009
Fuld fart på efter sommerferien
-
Så er Jeanette Lund Kommunikation igang igen efter fem fantastiske ferieuger rundt i Europa. Her kan du se et udpluk af de opgaver jeg er igang med i øjeblikket:
Hjemmeside og profilfolder for Thy Stål-Byg, jubilæumshæfte til Morsø Landbrugsskole, magasin for Thisted Handels- og Industriforening, kommunikationsseminar for Miljø & Teknik i Randers Kommune, projekt "Mulighedernes Land" og "Energiske September" - sidstnævnte begge for Thisted Kommune samt diverse pressemeddelelser.
Kontakt mig hvis du har en kommunikationsopgave, jeg kan hjælpe dig med.- Aug 3, 2009
Husstandsomdelt idekatalog skal samle ildsjæle
-
6000 borgere i Bedsted og omegn i Sydthy modtog i juli måned et idekatalog med titlen "BOOA skal forvandles" - kom og vær med! Idekataloget er udarbejdet af Jeanette Lund Kommunikation for projekt "Mulighedernes Land".
- BOOA står for Bedsted og Omegns Aktivitetshus og huset skal i det kommende år forvandles for 5,5 millioner kroner til et multianvendeligt forsamlingshus. BOOA skal indrettes, sådan som lokalbefolkningen ønsker det - derfor idekataloget, der præsenterer hvad en række ildsjæle gerne vil sætte igang i huset.
Se idekataloget her.
Læs mere om projekt "Mulighedernes Land", som Jeanette Lund Kommunikation er fast tilknyttet i Thisted Kommune. - Aug 3, 2009
"Energiske Thyboer" vandt det nordjyske Klima-DM
- Projektet Energiske Thyboer - som Jeanette Lund Kommunikation har fundet på navnet til samt markedsført, vandt i fredags det regionale Klima-DM og går nu videre til den nationale finale i København. Prisen blev vundet i kategorien "handling".
Den regionale pris var på 20.000 kroner, som blev overrakt i Utzon Centret i Aalborg af regionsrådsformand Ulla Astmann, til den projektgruppe, som jeg har arbejdet sammen med. Desværre kunne jeg ikke selv deltage, da jeg jo havde åbningsreception. Men jeg kan godt komme med til København, når vi den 12. juni er inviteret i Folketeateret i København, hvor Kronprisen skal uddele 250.000 kroner til den nationale vinder.
Prisuddelingen i fredags skabte en del presseomtale:
På dr.dk/vest: Energiske Thyboer i klima-finale
Nordjyske - på forsiden af Thisted Dagblad: Energiske Thyboer i DM-finalen
TV/Midt-Vest: Energiske Thyboer i finalenDu kan læse mere om Klima-DM her og om selve projekt "Energiske Thyboer" her.
- May 17, 2009
Glæd en gammel - ferieafløsere søges nu via Facebook
-
I disse dage kører Thisted Kommune en ferieafløserkampagne med det kærlige slogan: "Glæd en gammel - bliv ferieafløser i Thisted Kommunes ældrepleje". Et hovedelement i kampagnen er brugen af Facebook. Kampagnen er udarbejdet og koordineret af Jeanette Lund Kommunikation.
Målet med kampagnen er at skaffe unge ferieafløsere til ældreplejen. Derfor bruger kommunen som noget helt nyt Facebook til at ramme de unge. Der er oprettet en gruppe, som interesserede og tidligere ferieafløsere kan melde sig ind i.
Andre elementer i kampagnen er kommunens hjemmeside, hvor man finder et ansøgningsskema, radiospots, presseomtale og et opslag til den gode gammeldags opslagstavle, der er i disse dage er på vej ud til de lokale uddannelsesinstitutioner.
Læs mere om kampagnen på Thisted Kommunes hjemmeside- Apr 29, 2009
Åbningsreception 15. maj!
- Efter en helt forrygende start holder jeg fredag den 15. maj 2009 åbent hus sammen med Grafisk Hus. Fra kl. 13-17 vil der være mulighed for at komme og hilse på, få lidt godt til ganen og se min flotte base.

Jeg håber at se rigtig mange - både kunder, samarbejdspartnere, tidligere kolleger, kon-kolleger, bekendte samt venner og familie. Adressen er Skovgade 20 i Thisted.

- Apr 21, 2009
Kommunikationskonsulent på "Mulighedernes Land"
-
Jeanette Lund Kommunikation har netop indgået en større aftale med Thisted Kommunes planafdeling om at være kommunikationskonsulent på det store projekt Mulighedernes Land.
Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Realdania og Thisted Kommune. Projektet løber fra 2007-2012, og i den periode udvælger og realiserer kommunen i dialog med borgerne en række konkrete projekter, der skal demonstrere nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer.
Demonstrationsprojekterne er:
- Oprydning og nyt liv til tiloversblevne bygninger. Projektet skal give en ansigtsløftning til tre landsbyer blandt andet ved hjælp af kondemnering eller renovering af gamle huse.
- Det gode liv ved kysten. Med udgangspunkt i den lokale natur finde et kompromis mellem hensynet til naturen og til friluftsaktiviteterne for at tiltrække turister og tilflyttere.
- Det sammenbundne Thy og Hannæs. Gennem etablering af et udvidet stinet forbedre adgangen til naturen for motionister.
- Det udvidede landsbysamarbejde. Sikre et attraktivt serviceniveau i udkantsområder ved at flere landsbyer går sammen om at etablere et moderne Multiforsamlingshus.
Jeanette Lund Kommunikation skal videreudvikle og implementere kommunikations-strategien for projekterne, udarbejde konkrete kommunikationsprodukter samt stå for PR og presse.
- Apr 21, 2009
Artikler til "Thisted"
-
Thisted Handels- og Industriforening (THI) udgiver 6-8 gange årligt magasinet "Thisted", som fortæller om byens handelsliv, virksomheder, personer, kulturliv mv. For THI har Jeanette Lund kommunikation skrevet en række artikler.

Målet med avisen er at synliggøre Thisteds varierede handels- og erhvervsliv og sætte fokus på byens udvikling. Avisen husstandsomdeles i Thy og på Mors.
"Thisted" har netop fået nyt design og er layoutet af Grafisk Hus' grafiske designer Troels Schwarz.
Se avisen her: Thisted 01 - april 2009

- Apr 20, 2009
Sluk Lyset!
- Stem for klimaet med din stikkontakt! Sådan lyder det i de annoncer, som Thisted Kommune har indrykket, for at opfordre borgere og virksomheder til at være med i den verdensomspændende kampagne - Sluk Lyset.
Jeanette Lund Kommunikation har for Thisted Kommune koordineret elementerne i kampagnerne: ideer til hvordan institutionerne kan deltage, annoncetekster, pressemeddelelser mv.
Over 2/3 af de danske kommuner deltager i år. Læs mere på www.burningpanda.dk og husk selv at slukke lyset lørdag den 28. marts kl. 20.30 til 21.30.
- Mar 27, 2009
Inspirationsavis om Energiske Thyboer udgivet
-
Mød Energiske Thyboer! Det var ideen bag inspirationsavisen "Energiske Thyboer". I avisen som er skrevet og redigeret af Jeanette Lund Kommunikation møder man en række thyboer, som selv har etableret vedvarende energiløsninger. Målet med avisen er at inspirere andre thyboer til at gøre ligeså.
Inspirationsavisen er en del af et større projekt, som Thisted Kommune står for. For projektet har Jeanette Lund Kommunikation også udarbejdet pressemeddelelse, annoncer, powerpoints mv.
Projektets kerne er en række af fem borgermøder, hvoraf det første blev holdt med næsten 70 deltagere i starten af marts i Ydby forsamlingshus.
- Mar 10, 2009
Reklametekst til nyt koncept
-
Under stor mediebevågenhed lancerede Claus Sørensen den 6. marts sit nye koncept Kvix-express. Jeanette Lund Kommunikation har stået for teksten på plakaterne, mens GrafiskHus har stået for udvikling af hele kampagnen.
Kampagnen er et godt eksempel på samarbejdet mellem GrafiskHus og Jeanette Lund Kommunikation.
- Mar 10, 2009
1. februar 2009 åbner Jeanette Lund Kommunikation!
-
Nu er det en realitet, at Jeanette Lund Kommunikation åbner 1. februar 2009! Det er med stolthed og glæde, at jeg hermed starter som selvstændig og åbner min nye hjemmeside.
Det er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse,og jeg glæder mig vildt til at komme igang med at løse kommunikationsopgaver, journalistiske opgaver og lede projekter for forskellige kunder. Her på hjemmesiden kan du læse mere om, hvad jeg tilbyder og giv mig blot et ring eller en mail, hvis du kunne have brug for min hjælp.
- Jan 23, 2009
Folder og inspirationsavis til "Energiske Thyboer"
- "Energiske Thyboer" er et projekt, der skal engagere thyboerne i landdistrikterne til at gå i gang med projekter, der giver mere vedvarende energi. For projektet skal Jeanette Lund Kommunikation udarbejde en oversigtsfolder på 16 sider om Thisted Kommunes engagement i klimasagen.
Derudover skal der skrives en inspirationsavis om thyboere, der er allerede er i gang med energi-projekter. Endelig skal Jeanette Lund Kommunikation deltage i de 5 borgermøder, der holdes i løbet af marts og april og fra møderne skal der entes skrives artikler eller pressemeddelelser.
- Jan 22, 2009
Netværksmøde i Nupark
-
Netværk er vigtigt. Derfor er jeg med til at arrangere et netværksmøde tirsdag den 3. februar 2009, der handler om "samarbejde på tværs". Mødet holdes i Nupark i Holstebro og er åbent for alle kommunikationsfolk i midt- og vestjylland.
Her har vi fået forskellige oplægsholdere til at komme og fortælle om deres gode og dårlige erfaringer med at samarbejde med andre. Samtidig skal vi høre om det spændende sted Nupark, hvor over 85 virksomheder holder til og dyrker netværk og fællesskab. Jeg er med i arrangørgruppen, der er udsprunget af Journalistforbundets midt- og vestjyske kreds. Se programmet her.
- Jan 21, 2009
Seneste nyheder
- Aug 18, 2010
Gang i midt- og vestjysk K-netværk
- Så er efterårets program for K-netværk Midt-Vest offentliggjort. Det er et mix af faglige og sociale arrangementer for alle, der arbejder med...
- Aug 18, 2010
Fagfestival - nye faglige input
- Hvert andet år afholder Dansk Journalistforbund en storstilet Fagfestival, hvor 1100 mediemennesker og kommunikatører mødes til 75 faglige...
- Aug 3, 2010
På fuld kraft efter barsel
-
Mandag den 2. august 2010 åbnede Jeanette Lund Kommunikation igen på fuld tid, efter at jeg har nydt et halvt års barsel med min lille søn...
- Aug 3, 2010
Nyhedsavis for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
-
På Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Ydby syder og bobler det med nye tiltag indenfor vedvarende energi. I nyhedsavisen Energi Revue,...