Kender du de 7 gode bestyrelsesvaner?

18. november 2024

….Og ved du, at de er med til at skabe værdi i din bestyrelse?

Jeg vil gerne gøre dig endnu klogere på de 7 bestyrelsesvaner, som er bestyrelsesnetværkets BoardPartners opskrift på, hvordan SMV-bestyrelser kommer på bestyrelsernes A-hold!

Vi ved simpelthen, at følgende virker:

  • Arbejd med ”de 7 gode bestyrelsesvaner”
  • Rekruttér en bestyrelsesleder, der vil lede ud fra de 7 gode bestyrelsesvaner
  • Rekrutter bestyrelsesmedlemmer med relevante kompetencer og erfaringer i forhold til virksomheden og dens situation.

Bestyrelser der arbejder med seks eller syv af de gode vaner er på A-holdet, og de udgør cirka 30 procent af bestyrelserne. Der er altså stadig cirka 70% der ikke arbejder med de 7 bestyrelsesvaner – og er dermed B-hold.

Der er et kæmpe potentiale for de enkelte bestyrelser i at arbejde med at professionalisere arbejdet og gå fra B-hold til A-hold – ja, selv mange A-hold kan blive bedre.

Her kommer de 7 gode vaner.

1/7 – Årligt strategimøde: Sikrer langsigtet succes

Et årligt strategimøde er afgørende for at sikre, at bestyrelsen og ledelsen arbejder mod samme mål. Strategimødet er det sted, hvor virksomhedens vision og langsigtede mål skal formes og justeres i forhold til de skiftende udfordringer og markedsvilkår.

Fakta:  Virksomheder, der afholder årlige strategimøder, er bedre rustet til at håndtere markedsudviklingen og styrke deres konkurrencemæssige position, fordi de har et fælles billede af udfordringer og muligheder. Det største potentiale for alle bestyrelser ligger formentlig i at blive bedre til at arbejde med strategi.

Mine råd:
– Brug det årlige strategimøde til at få styr på vision og mål – og til at skabe begejstring i virksomheden.
– Involver både medarbejdere og ledelse i processen, så strategien bliver så solid som mulig

2/7 – Risikostyring på agendaen

At have risikostyring på bestyrelsens dagsorden sikrer, at bestyrelsen er opmærksom på og kan håndtere potentielle trusler mod virksomheden. I en verden præget af usikkerhed, er evnen til at identificere og minimere risici altafgørende.

Fakta: Danske bestyrelser har i stigende grad risikostyring som en fast del af deres møder, hvilket øger virksomhedens modstandskraft over for uforudsete begivenheder.

Mine råd:
– Gennemfør regelmæssige risikovurderinger, der inkluderer både interne og eksterne faktorer.
– Brug risikostyringsværktøjer og evt. ekspertise for at få et overblik over virksomhedens risici.

3/7 – Brug et årshjul: Giver bestyrelsesarbejdet struktur og fokus

Et årshjul hjælper med at skabe overblik og sikrer, at alle vigtige emner behandles på de rette tidspunkter. Med et årshjul kan bestyrelsen holde fokus og arbejde mere struktureret gennem hele året. Det sikrer også, at opgaver ikke bliver overset.

Fakta: For virksomheder med under 10 mio. i omsætning er det under 1/3 der bruger et årshjul. Bestyrelser, der bruger et årshjul, oplever højere værdiskabelse, bl.a. fordi opgaver og udfordringer ikke bliver glemt.

Mine råd:
– Udarbejd et årshjul, der inkluderer både strategiske drøftelser og tilbagevendende opgaver som årsrapporter, budgetter og evaluering.
– Revider årshjulet årligt for at sikre, at det forbliver relevant og afspejler virksomhedens aktuelle situation.

4/7 – Bestyrelsen i dialog med ledelsen

En tæt og åben dialog mellem bestyrelse og ledelsen – også mellem bestyrelsesmøderne – er vigtig. Bestyrelsens rolle er løbende at udfordre og bidrage med bud på, hvordan virksomhedens omverden og rammebetingelser udvikler sig.

Fakta: I bestyrelsernes A-hold har 81% dialog mellem bestyrelsen og ledelsen mere end 1 gang om måneden, mens kun 50% af B-holdene har denne dialog.

Mine råd:
– Bestyrelsesarbejdet er også et arbejde mellem møderne, særligt for formanden, der bør have tæt kontakt med ledelsen løbende
– Kortlæg bestyrelsens kompetencer så I ved hvilke områder, de enkelte bestyrelsesmedlemmer kan bidrage ind i.

5/7 – Bestyrelsesevaluering: sæt gang i en læringsproces

Evaluering af bestyrelsens arbejde er en mulighed for at forbedre både samarbejdet og de beslutninger, der træffes. En bestyrelse, der evaluerer sig selv, har bedre mulighed for at justere og tilpasse sine arbejdsgange til virksomhedens behov.

Fakta: Jo større virksomheden er, i jo større omfang evaluerer man sit bestyrelsesarbejde. En evaluering er med til at sætte en læringsproces i gang, som danner grundlag for nye mål for bestyrelsens arbejde og værdiskabelse.

Mine råd:
– Gennemfør en årlig evaluering af bestyrelsens arbejde for at få en vurdering af bestyrelsens præstationer.
– Fastlæg konkrete handlingspunkter ud fra evalueringen for at skabe forbedring og sætte gang i en læringsproces.

6/7 – Antal bestyrelsesmøder

En professionel bestyrelse bør mødes minimum fem gange om året for at sikre løbende opfølgning på strategier og vigtige beslutninger. For få møder kan resultere i manglende fremdrift, mens hyppige møder skaber bedre styring.

Fakta: A-holdene i danske bestyrelser har i gennemsnit over fem årlige møder, hvilket sikrer, at de er tæt på virksomheden og kan træffe hurtige, velovervejede beslutninger.

Mine råd:
– Planlæg mindst fem faste møder om året
– Planlæg møderne ud fra årshjulet og evaluer løbende
– Hav en klar procedure for hvordan kritiske situationer mellem møderne håndteres bestyrelsesmæssigt

7/7 – It-sikkerhed og cyberrisiko på agendaen

Cybertrusler er en af de største risici for moderne virksomheder. Derfor bør it-sikkerhed og cyberrisiko være faste punkter på enhver bestyrelsesagenda. Det handler ikke længere kun om teknisk sikkerhed, men om virksomhedens overlevelse og tillid.

Fakta: Cybersikkerhed er på dagsordenen i 7 ud af 10 virksomheder, men der er stadig 31% af bestyrelserne, der ikke beskæftiger sig med emnet.

Mine råd:
– Sørg for, at it-sikkerhed kommer på bestyrelsens møder og hold jer opdateret på de nyeste trusler.
– Overvej at tilknytte en it-sikkerhedsspecialist til bestyrelsen for at sikre, at der er tilstrækkelig ekspertise til rådighed.

Vil du læse mere om de 7 gode bestyrelsesvaner, kan du gøre det her: https://boardpartner.dk/vaerktoejer/7godevaner/

Vil du arbejde med at professionalisere din bestyrelse? Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer. Mobil: 21 69 73 31 eller skriv på jl@jeanettelund.dk.